store Søkrig i 810 mod det frankiske Rige, og da efter et kort Fredsforhold atter det fiendtlige Forhold fornyes ved, at Keiserens Forbundne i Danmark fordrives, afsætter dettes atter et Herjetog i 813.
De sydligere Folk, Franker, Angelsaxer og Irer, som nu ved Vikingetogene første Gang gjorde Bekjendtskab med de nordiske Folk, kunde naturligvis ikke strax have Rede paa, hvorfra disse Folk udgik, og lærte det først efterhaanden at kjende. Oprindelig nøiede man sig med at kalde dem „Hedninger“, siden optog man hos Frankerne som Fællesnavn Udtrykket Nortmanni („Mænd fra Nord“), der nok oprindelig er det norske Folks Navn;[1] derimod synes de frankiske Rigsannaler ved Dani kun at tænke paa Danerne, det Frankerne nærmeste Folk blandt Nordboerne, hvad der naturligvis ikke forhindrer, at Navnet Dani ogsaa blandt Frankerne kan af geografisk Usikkerhed bruges, hvor Fællesnavnet heller burde været anvendt. Hos Engelskmænd synes omvendt Navnet „Norðmenn“ at betyde „Mænd fra Norge“, „Daner“ derimod dels at betyde Mænd fra Danmark, dels at omfatte de nordiske vikinger i Almindelighed.[2] Man har saaledes sjelden fuld Sikkerhed om Forfatternes geografiske Kundskaber; hvert Kildested maa derfor underkastes en streng Kritik, samtidige Efterretninger nøie adskilles fra senere og de geografiske Forhold komme med i Betragtning.
En vigtig Plads i denne Diskussion maa det Sted i
