være Tale om at ønske det bevaret i den Form, hvori det foreligger.“ Hans første Indvending: „Det ligner for det første ikke ret noget nordisk Navn“, er løierlig nok. Hr. Steenstrup, der ikke er Sprogmand, vil i vel atter kalde det en kategorisk Dom, naar jeg hævder, at den Omstændighed, at det (ikke blot ligner, men) sprogrigtigt svarer til et nordisk Navn, er et sprogligt Bevis for, at Navnet Hæreðaland er optegnet i England i tidlig Tid, d. v. s. den Tid da man endnu temmelig sprogrigtigt overførte det ene germaniske Sprogs Navne til det andet, saaledes som i de oldengelske Digte fra Tiden før Danernes Anfald,[1] medens man ellers i den engelske Krønike fra Sluten af 9de Aarhundrede og engelske Diplomer fra 10de Aarhundrede finder de nye nordiske Navne enten gjengivne efter Lyden uden Forsøg paa Overførelse eller uheldigt overførte (f. Ex. Sydroc og Hareld a. 871, Guðrum a. 874, Hæsten a. 893 o. s. v.). Hr. S.s 2den Indvending er ikke mindre eiendommelig: „At ville fortolke det om Hordaland i Norge maa dernæst vække den høieste Grad af Betænkelighed. Det vilde dog være altfor besynderligt, at første Gang nogen europæisk Annal fortæller om Vikingeanfald, det da skulde være Skibe fra en nordlig norsk Provins, Skibe fra Bergenskanten, som halvandet Hundrede Mile Syd paa gjøre Indfald paa Eng-
- ↑ f. Ex. Personnavnene Scild (Skjold), Healfdene (Halvdan), Beovulf (Bjolv), Onela (Aa1e), Folkenavnene Geátas (Gauter), Reáman (Raumer), Eótenas (Jyder), Sveón (Svenske), Þróvende (Thrønder), Rugas (Ryger), Hæðnas (Heiner), se Beovulf og Widsid. I Verset „mid Hæðnum and mid hæleþum and mid Hundingúm“ (Widsið v. 81) retter Grein sindrigt hæleþum til Hæreþum ɔ: Horder.
