lands sydlige Kyst helt inde i Kanalen.“ Besynderligheden ved dette fremkommer kun, naar man stiller Modsætninger op, som Hr. Steenstrup gjør. Han har selv vist, at dette Anfald ikke var det første, men at Togene til Nordengland gaar forud; allerede derved formindskes det besynderlige i, at Vikingerne vover sig paa egen Haand ind i Kanalen. End yderligere svinder det, naar man erindrer, at Hordaland ikke er en nordlig, men en sydlig eller sydvestlig norsk Provins,[1] hvorfra Afstanden til de nordligste britiske Øer er dobbelt saa kort som fra Jylland.
Hr. Steenstrups tilsyneladende vigtigste Indvending er, at de fleste latinske Aflæggere af den engelske Krønike (Ædelwerd, Florentius af Worcester, Henrik af Huntingdon, Mathæus af Westminster, Wallingford, Ricard af Cirecester, Bartholomæus Cotton og endelig den franske Rimkrønike af Geffrei Gaimar) „alle have Beretningen om dette samme Indfald, men ikke een af dem om Hæredaland. Dette ubekjendte Land er med andre Ord aldeles svundet ud af den engelske Historieskrivning, hvad der er forbausende, da enhver af disse Krønikeforfattere med Glæde vilde have anført en saadan geografisk Optegnelse, om den fandtes.“ Ogsaa her har jeg at anke over Hr. Steenstrups Misbrug af Argumenter, da han dog ikke burde være uvidende om, at flere af disse Forfattere kun afskriver sine nærmeste Forgjængere uden at have seet den engelske Text. Hr. Steenstrups „Forbauselse“ vilde kanske ikke have været saa stor, hvis han havde tænkt paa, at de stakkels
- ↑ mellem 59½ og 61° n. Bredde, medens Norge i 9de Aarhundrede var beboet mellem 58° og 69°!
