over til North Ronaldsay, den nordligste af Orknøerne. For Nordmændene paa Vestlandet – Firdafylke, Sogn, Hordaland og Rogaland – skulde der ikke stort mere end et Døgns heldig Seilads for at naa over til de skotske Øer; naar de her havde taget fast Station, kunde de følge Kysten sydover enten langs Skotlands Østkyst til England eller langs dets vestkyst til Irland. Her maa man altsaa vente at finde Nordmændenes (Vestlændingernes) ældste Søvei, og her maatte man søge deres Spor. De Danske har Naturen derimod anvist en anden Vei: selv om man antager, hvad der er sandsynligt, at Limfjorden i 9de Aarhundrede var aaben mod Vest, kunde man ikke vente, at Danerne (Jyderne) skulde søge direkte over den 70 Mil brede Nordsø til England, især naar man erindrer, at deres Tog leilighedsvis allerede før var gaaet til Frisland og den britiske Kanal; for de danske vikinger var den naturlige søvei at følge langs Kysterne af Saxland, Frisland og Frankrig, hvorfra de bagefter vilde naa til England og selve Atlanterhavet.“
Naar Hr. Steenstrup gjengiver Meningen af disse mine Ord med, at jeg heraf har villet udlede, at „nordnorske Mænd skulde have givet de Danske Ideen til det syndige Vikingeliv“, kan jeg naturligvis ikke acceptere denne Gjengivelse som korrekt; thi for det første er jeg ikke saa ukyndig i Norges Geografi, at jeg regner Indbyggerne af Rogaland, Hordaland, Sogn og Firdafylke til „nordnorske Mænd“,[1] dernæst gjør jeg jo netop opmærksom paa Modsætningen mellem de to Vi-
- ↑ S. 24 bruger Hr. Steenstrup det tvetydige Ord „nordenfjeldske Norge“ for rigtig at fjerne Hordaland saa langt Nord som muligt!
