Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, Andet Bind.djvu/315

279

VIKINGETOGENES TIDLIGSTE UDGANGSPUNKTER.

kingeveie, Nordmændenes over Nordsøen til de skotske Øer, Danernes langs Nordsøens østlige Kyster, og paapeger ogsaa, at langs Nordsøens Østkyst laa Danernes ældre Søvei. Hans Maade at gjengive mine Ord stemmer ganske med hans unøiagtige Maade at opfatte Kilderne paa: „Kilderne sige saaledes netop lige mod Storms Fremstilling, at Anfaldene ske fra Syd mod Nord. 798 plyndres Man først og derpaa længere mod Nord ved Skotlandskysten. 802 brænde de endog saa høit oppe som Jona, og derpaa gaar det i de følgende Togter mod vest, til de næsten have omgaaet hele Øen. Altsaa ere vikingerne gaaede op gjennem det irske Hav og bøie derpaa mod Vest og Syd ned om Irlands Kyst – hvad der navnlig vil blive tydeligt, naar vi tænke os (!) alle disse Hærgninger foretagne i samme Aar (!); Toget tegner sig da af sig selv; Vikingerne ere komne i ind gjennem Kanalen, gaa gjennem det irske Hav og derpaa i en Bøining Nord om Øen Sydpaa. Vi véd jo desuden, at der netop i disse Aar blev plyndret ved Aquitaniens Kyst, inde i den engelske Kanal og paa Frisland (!), for ei at tale om Englands Østkyst.“ Hvis man har Ret til at „tænke sig“ hvad man vil med de historiske Kilders Ord, saa staar det jo Hr. Steenstrup frit for at tænke sig de Hærgninger foretagne i samme Aar, som Kilderne beretter i forskjellige; men dette Tankeexperiment kan ikke bruges som Argument mod min Fremstilling efter Kilderne. Hr. Steenstrup vil benytte min Argumentation mod mig, idet han siger: „Skal det, at et nordligt Punkt plyndres for et sydligt, bevise, at Vikingerne kom fra Nord, maa dette gjælde overalt“; men denne Slutning er neppe rigtig, thi saasnart Vikingerne først kjendte Farvandene, stod det selvfølgelig