klostret ved Køln, at han med Keiser Karls Hjælp skal have gjenopført dette Kloster.“
Hvad der i disse Ord skulde tyde paa tidligere Forbindelser mellem Danmark og frisiske Egne kan ikke være Kong Haralds Skjæbne, thi hans Historie falder ifølge de af mig tilføiede Aarstal efter Vikingetogenes Begyndelse, men Halvdans og Olger Danskes. Men intet Ord i Kilderne siger os, at Halvdan har havt noget i Frisland at bestille; at hans mulige Søn Heming, efter at Vikingetogene til Frisland var begyndt, her kjæmper mod sine angribende Landsmænd, kan dog ikke bevise, at hans mulige Fader var sat til Landværnsmand i Frisland, før Togene begyndte hid. Og med Olger danske staar det endnu værre til; udenfor Danmark tænker jeg neppe nogen tror paa hans Virksomhed i at gjenopbygge Martinsklostret ved Kølln, som neppe blev brændt i 778[1], og det er vel fremdeles rettest at forvise denne Helt fra den danske Historie til den franske Poesi.
„Hvad der drog Nordboerne ned til Rhinlandene var for det første Handelen og dernæst Kristendommen. – – Fra disse Rhinegne udgik en stærk kristelig Paavirkning paa Norden. Saaledes vide vi fra Ansgars Levnet, hvorledes i Midten af 9de Aarhundrede en svensk Kvinde sender sin Datter til Dursted, for at hun ret kan lære Kristendommen at kjende, og da den første Kirke reistes i Slesvig, fandtes der alt mange Kristne endog blandt Byens fornemme Folk, som vare døbte i Dursted eller Hamburg. Ligesaa erklærer en gammel Mand paa Tinget i Birka, at paa en tidligere
- ↑ se Abel, Jahrbücher des frankischen Reichs unter Karl dem Grossen I, 253.
