hører ind under et bestemt mindre Sprogomraade, thi det viser sig meget hyppigt, at vor Kundskab her er ufuldstændig Skjønt Navnene Knut og Bjørn nu gaar og gjælder for nordiske, har de dog begge tidligere havt et videre Omraade. Knut findes i høitysk (alemannisk) Form Chnuz allerede i 8de Aarhundrede, hvilket viser, at en (nedertysk) Franker eller Friser godt kunde hedde Knut; vi kan paavise en engelsk Ealdorman Beorn i Northumberland († 779)[1] og en saxisk Greve Bern omkr. 800–820,[2] altsaa ogsaa dette Navn er fællesgermanisk; og da de to nævnte Salmænd fra 834 ikke udtrykkelig kaldes Danske og netop optræder blandt Franker og handler efter frankisk Ret, er der for mig ikke Tvivl om, at de var Indfødte.
Disse tidligere Forbindelser mellem Frisland og Danmark er saaledes fuldstændig imaginære, og naar Hr. Steenstrup altsaa vil „benytte dette Resultat paa to Maader“, kan en nøgtern Kritik ikke følge hans Fantasier: „Det synes da for det første klart, at naar Handelsskibene stadigt (!) have søgt over (!) Nordsøen, saa maa Krigsskibene være gaaede samme Vei; naar vi altsaa finde Lindisfarne, Wearmouth og Dorchester plyndrede paa de første Togter, saa maa det være af Afstikkere fra denne Route“.
„Det er tilmed netop alle de berømte Byer og Klostre, hvis Ry de kunde have hørt om i Frisland, som hjemsøges i Vikingetidens første Periode, saaledes Lindisfarne, Quentovic (!), Jona, Bangor (!)“ osv.
Naar Hr. Steenstrup og jeg ser disse første Far-
