Noget anderledes forholder det sig med Nordmændenes
første Reiser over Nordsøen. For at naa til de
britiske Øer maatte de seile over Nordsøens smaleste
Punkter til Shetlandsøerne og Orknøerne, og først derfra
kunde de følge Kysterne. Om Opdagelsen af denne
Søvei foreligger der ingen Oplysning; den kan enten
være skeet ved et Tilfælde – ved at et Skib er drevet
vestover og derved fandt Veien, saaledes som da
Island blev opdaget – eller ogsaa kan irske Paper
have ufrivilligt vist sine Fiender Veien. Men at denne
nye Vei er funden, derom kan der ingen Tvivl være;
dels viser sig jo allerede før 800 Hørder ved Englands
sydlige Kyst, dels er det jo efter Dicuil sikkert, at
Nordmænd allerede adskillige Aar før 825[1] havde vist
sig paa Færøerne og skræmt de irske Eneboere væk.
Og den sidste Kjendsgjerning er efter min Mening tilstrækkelig
til at afvæbne enhver Indvending mod, at
de om 790–800 seilede over Nordsøen til de britiske
Øer, thi saa lange Farter som til Færøerne gaar
man ikke til paa de første Aar efter Aabningen af
denne Havfart, og paa den anden Side: kan man saa
tidligt vove sig ud paa det aabne Verdenshav, forudsætter
dette en tidligere Øvelse i Seiladsen over Nordsøen.
Det samme Folk, som før 825 kom til Færøerne,
maatte allerede tidligere have opdaget Veien over til
de skotske Øer og Skotlands Kyster.
- ↑ jeg har i „Kritiske Bidrag“ sagt „om 800“. Steenstrup paastaar S. 305, at Dicuils Ord henviser os netop til Tiden om 815–20.
