Naar Hr. Steenstrup vil hævde for sig den mageløse Opdagelse, at Dani er = Danske, og er misfornøiet over, at jeg ikke har citeret ham som opdager-, maa jeg beklage fremdeles at være uenig med ham. Hvis dette er en Opdagelse, er ialfald ikke Hr. Steenstrup den første Opdager, thi det har dog været Forudsætningen ogsaa hos tidligere Forfattere, og jeg agter slet ikke at gjøre Fordring paa nogen Opdagerret, naar jeg gjør opmærksom paa, at denne Antagelse ligger til Grund for min Afhandling i 1873 „om Ynglingatal og de norske Ynglingekonger i Danmark“, men at jeg ingensteds fastholder den saa ensidigt som Hr. Steenstrup.
S. 325: „Storm bemærker, at fordi Vestfold (Grevskabet Laurvig) 813 hørte ind under Danmark, derfor behøver det ikke at være dansk 843, og at „Westfaldingi, der plyndre Nantes i dette Aar, altsaa ikke af mig bør opfattes som Danske. Hertil skal bemærkes, at Vikingerne, som plyndre Nantes 843, vistnok (dette antager i alt Fald Storm, Bidrag S. 62) ere de samme som dem, der plyndre i Aquitanien 844, eg disse vare i Følge Prudentius (se 844, 845) Dani, altsaa Danske, saa at ogsaa her Storm kommer i Modsigelse med sig selv.“ Ogsaa denne selvmodsigelse tænker jeg vil bortfalde, naar jeg citerer mine Ytringer S. 62 i Sammenhæng: „Disse Vikinger kaldes dels med Fællesnavnet Normanni, dels med de mere specielle Navne Dani og Wesfaldingi (ɔ: Mænd fra Vestfold i Norge); man ser saaledes ogsaa her, at i fremmede Farvand ligesom i sine Hjemland optræder i denne Tid Daner og norske Mænd i Fællesskab.“
S. 93. „Prof. Storm har i sine nye Bidrag til Vikingetidens Historie S. 67 kategorisk erklæret, at Raghnall „gjengiver paa Irsk ikke Ragnar, men Ragnvald; den Kongesøn Raghnall mac Albdan, som et irsk Annalfragment omtaler i Forbindelse med Yorkslaget 867, kan altsaa ikke, som jeg har paastaaet, være Ragnar Lodbrog. Storms Skrift frembyder imidlertid den Mærkelighed, at dets Forfatter udtaler den Formodning, at Halfdan fra Northum- Hist. Tidsskr. 2 R. II. 19
