petere Hovedstederne: ved 812 nævnes Anulo nepos Herioldi quondam regis, derpaa hans Brødre Reginfrid og Heriold, som altsaa ogsaa er nepotes Herioldi. Ved 850 beretter endvidere Rudolf af Fulda om Røriks Forhold efter sin Broder Haralds Død – altsaa ogsaa Rørik var nepos af den „ældre“ Harald. At denne ældre Harald endnu erindres ved 850, fremgaar af 1) at Ann. Xantenses kalder Rørik Broder af den føromtalte yngre Harald, og af 2) at Prudentius udtrykkelig kalder ogsaa Rørik „nepos Herioldi“. Til yderligere sikkerhed for at Rørik var Haralds Broder, ikke hans Brodersøn (som nu Steenstrup gjetter paa), henvises til, at Haralds Søn Rodulf udtrykkelig kaldes i Annales Xantenses ved 873 nepos af Rorik, – og efter de karolingieke Annalers Sprogbrug betyder nepos fortrinsvis Brodersøn. Det kan altsaa ikke „indrømmes, at Kilderne her ere dunkle“, undtagen naar man vil afvige fra dem.
S. 299–301 findes en lang Polemik mod min Opfatning af Sagnet om Luna, hvoraf jeg blot skal anføre: „Beretningen om Lunas Indtagelse findes nemlig hos Dudo, der øste af Traditionen i Normandiet, og hos en stor Mængde andre normanniske Forfattere, og det gaar ud paa, at Normannerne paa deres store Middelhavstog, der vitterlig fandt Sted 859–61, ved en bestemt List erobrede Luna. Denne Tradition om at Luna paa et bestemt Togt, til en bestemt Tid, paa en bestemt Maade er bleven erobret af en bestemt Anfører, vil Storm redde ved at paavise, at Luna ganske vist erobredes, men paa en anden Tid, af en anden Nation, under en anden Anfører og paa andre Maader.“ Jeg gjentager det: naar man har Hr. Steenstrups Talent til at arrangere Modsætningerne, har man paa Forhaand Spillet vundet. Men Sagen kunde ogsaa fremstilles anderledes, f. Ex. saa: Dudo, der kun øste af usikre Traditioner, dels normanniske, dels almindelige nordfranske, og levede halvandet Hundrede Aar senere end Middelhavstoget, er den eneste Kilde til denne Beretning, thi alle andre Berettere har
