menkomster, der i mere end en henseende slaaende minder om sagatidens sammenskudslag. Formodentlig her dette ogsaa været grunden til, et Landstad her henført den til en mere fjern fortid, end den virkelig tilhører. Den slutter sig med hensyn til indhold i flere punkter til de af Nicolaysen i Folkevennen 8de aarg. s. 263 fg. meddelte optegnelser fra Nordhordland, som ikke er meget yngre end visen.
Jeg har troet, det kunde have sin interesse at hidsætte visen overensstemmende med min original, da det vistnok er den ældste optegnelse, som findes af den, om den end bærer præg af dialekten paa det sted, den er optegnet.
O. A. Ø.
1. Langt i auster i Kraakelund
Der æ so fager ein by;
Adle dei dyr, i være æ,
Dei saankest der uti.
Biødnen han æ yppeste kar uti skogin.
2. Biødnen sat i backa,
Mangt so monne han hugsa:
„Ska æg sømja dan breia fjor,
Vaat so værte mi bugsa.“
Biødnen vista ingen raa uti skogin.
3. „Sute hæve æg den heila nat
Mæ graat aa idla laat;
søte Halvar, laane mæg skuta di,
Mæg bær slet ingen baat.
Æg æ baaen te brudlups uti skogin.
4. Æg æ baaen te brudlop
Uti Rabnabur.
Rabnen ska han brugom væra,
Trana vær’ has brur.
Æg ska væra kiøkiamester uti skogin.“
5. Sia kom ulven laupande,
Spodde sæg so ein pil.
„Give villa æg inqvart godt
Æg vore tvert øve ein mil.
Di æg ske værta klokkar uti skogin.“
