ningen, som afholdtes i løbet af vinteren, blev der da udtalt ønskeligheden af, at den vestre del af kirken „for sit rare arbeides skyld“ maatte komme under tag igjen, selv om den ikke skulde tjene til andet end begravelsesplads for byens rige og fornemme borgere. Den jevne stiftsbefalingsmand anbefalede d. 31te decbr. 1706 sagen paa en maade, som viste, med hvor stor interesse han omfattede den, men tillige, at han ei turde nære haab om dens lykkelige fremme. I virkeligheden var ogsaa de bekostninger, som udkrævedes hertil (over 13000 rdlr.), alt for store til, at regjeringen skulde forhaste sig med at fatte nogen beslutning. Først d. 4de juni 1708 blev biskopens andragende indvilget saaledes, at 1000 rdlr. aarlig af de finmarkske kirkers indtægter skulde komme Trondhjems domkirke til gode.
Men sagen var nu engang bragt paa bane og havde fundet adskillig tilslutning blandt domsognets lemmer, saa at man kun ventede paa en gunstig leilighed til at faa den sat igjennem.
D. 2den august 1708 hjemsøgtes byen af en frygtelig ildebrand, hvorved hele strøget mellem Munkegaden og elven lagdes i aske. Blandt de afbrændte bygninger var baade Vor Frue kirke og domkirken, men den første havde dog uden sammenligning lidt mest. Da ulykken indtraf, var biskopen og stiftsbefalingsmanden netop fraværende paa en kirkeinspektionsreise i Nordlandene. Men domkirkens prester, Gert Bonsach og Niels Juell, tog sagen i sin haand, og inden en uges forløb havde de faaet istand et andragende fra domsognets menighed til kongen om, at Vor Frue kirke maatte sløifes og den vestre del af domkirken indredes til brug for dens menighed, da man derved kunde have haab om, at denne del af kirken med tiden igjen vilde blive en pragtfuld bygning. Paa grund af vor Frue kirkes beliggenhed var den ødelagt af enhver større ildebrand, som havde overgaaet den del af byen, som omgav den. Domkirken, som laa ganske isoleret, var mere sikker, og sandsynligheden for, at den skulde ram-
