neste i domkirken, skjønt den endnu ikke paa langt nær kan have været færdig. Men at arbeidet ved vor Frue kirke maaske har gaaet end raskere fra haanden, synes at fremgaa af menighedens bønskrift til kongen af 6te oktober, hvori den søger at forsvare sin fremgangsmaade mod forskjellige beskyldninger, som var fremkomne mod den. Det var vel neppe regjeringen ukjært, at sagen fik dette udfald, og omendskjønt den endnu et aars tid vakte nogen splid og røre i byen, døde den lidt efter lidt hen under den paafølgende række af krigsaar. Paa v. Westens foranstaltning henlagdes ved reskript af 20de novbr. 1716 den indtægt, domkirken hidtil havde nydt af de finmarkske kirker, til missionsverkets fremme, saa at dens økonomiske stilling især efter dens brand 1719 var altfor maadelig til, at man kunde tænke paa at gjenoptage planen. Men ihvorvel det maaske var til held for kirken, at denne restauration ikke kom istand, fortjener det dog vor opmerksomhed, at der i denne nedbrydelsens tid fandtes dem, som havde sands og interesse for vort lands skjønneste mindesmerke.
O. A. Ø.
