Danmark kan neppe forfølges ud over det tolvte Aarhundrede. De danske Interesser vendte sig nemlig nu hovedsagelig mod Tydskland og Østersøen, medens Englands mest betingedes af dets Forhold til Frankrige. Derimod er det sandsynligt, at Forbindelserne vare større og hyppigere mellem England og Norge. Den norske Kirke var en Datter af den engelske, den paavirkedes af denne endnu et godt Stykke ned i Middelalderen, og man behøver i denne Henseende kun at erindre om, at det var en engelsk Kardinal, der ordnede Norges Kirkeforfatning, om at to af Norges Hovedklostre, Lyse og Hovedøens, anlagdes af engelske Munke og et tredie, Nidarholms, endnu i trettende Aarhundrede reformeredes af den berømte Matthæus Paris, og om den store Mængde engelske Helgener, som St. Albanus, St. Svithun, St. Eatmund og maaske især St. Thomas i Canterbury, der ivrigt dyrkedes i Norge. Berøringer mellem begge Landes Konger savnes heller ikke, ligefra Johan uden Land, der sendte Sverre Hjelpetropper og Inge Baardssøn Gaver, indtil Edvard I, hvis Søn skulde ægte den saakaldte Pige fra Norge. I særlig Grad maatte den Omstændighed, at Norge længe bevarede Besiddelser i Vesterhavet og derved naturligvis stod i livlig Berøring med Skotland, bidrage til at gjøre dets Navn kjendt ogsaa i England, og selv efterat Norges Kræfter havde begyndt at aftage, vedligeholdt der sig endnu Sagn og dunkle Forestillinger herom.[1] Men hvad der
- ↑ Den af Absalon Pederssøn i hans Norges Beskrivelse bevarede Spaadom om „the black fleet of Norway“, der engang skulde blive Skotlands Skræk. P. A. Munch, D. n. Folks Hist., IV, 2, S. 204, samt N. Nicolaysen (Norske Magasin, I, S. 106, hvor Munchs Bemærkninger ere overseede) gjøre opmærksom paa, at denne Thomas
