dannede der sig som sædvanligt snart et misfornøiet Parti, der ikke fandt sig tilstrækkelig belønnet, og i det med England endnu løst forbundne Wales blussede den keltiske Nationalfølelse endnu engang op med stor Kraft under den indfødte oprørshøvding Owen Glendower.
Idet Henrik nu saa sig om efter Alliancer, søgte han samtidig at bestyrke disse ved Familieforbindelser. Først henvendte han sig til Frankrige, hvor han før sin ophøielse havde tilbragt nogen Tid som landflygtig Mand, idet han strax lod sig forlyde med, at han ønskede et Parti mellem sin ældste Søn, der endnu kun var en Dreng, og en fransk Prindsesse. Da Richard var død i Fængslet (i Begyndelsen af 1400), erklærede han, at han ønskede at se Sønnen gift med Richards barnlige Enke, den franske Konge Carl VI’s Datter Isabella, der fremdeles opholdt sig eller rettere holdtes tilbage i England, men herimod protesteredes der paa det bestemteste fra fransk Side, og Frankrige indtog endog i længere Tid en bestemt fiendtlig Holdning mod Henrik.[1]
Heldigere var Henrik med de samtidigt indledede Forhandlinger med Churfyrst Ruprecht af Pfalz, der just nu blev tydsk Konge, idet den ældste af de engelske Kongedøtre, den niaarige Blanche, 1401 blev forlovet og 1402 gift med Churprindsen Ludvig.[2]
Allerede 1400 om Høsten, altsaa efterat Forsøget paa en fransk Forbindelse var mislykket, finde vi Underhandlinger i Gang med de tre forenede nordiske Riger. I disse var den bagpommerske Hertugen Erik
