Prindsesse af de tre Riger, ja man har endog Exempler paa, at Lensmænd forpligtede sig til i Tilfælde af Kong Eriks Død at holde Lenene til hendes Haand, hvorved hun altsaa betegnedes som den, der i Tilfælde af hans Død skulde staa Thronen nærmest.
Disse to Personer, Erik og Katharina, bleve nu Gjenstand for Henrik IV’s Opmærksomhed, og senest i 1402 paatænktes en Forbindelse mellem Katharina og den engelske Thronfølger og mellem Erik og Philippa af England. Fra hvis Side Forslag i denne Retning først er gjort, om det er kommet fra Henrik IV eller fra Margareta, siges intetsteds ligefrem. Skal jeg imidlertid vove en Gjetning, da forekommer det mig at ligge nærmest at tro, at snarere Henrik har søgt Forbindelsen med Norden, end omvendt. For Margareta, hvis Politik hidtil neppe havde strakt sig synderlig længere end til Østersølandene, Hansestæderne og Nordtydskland overhovedet, maa det synes at have maattet ligge fjernt at søge Erik en endnu saa aldeles barnlig Brud i England, hvis Konge tilmed, som vi have hørt, neppe nok kunde siges at sidde fast paa sin Throne. Ikke engang Haabet om en rig Medgift kan have været meget stort, thi dels var Henrik formedelst sin kritiske Stilling og sin deraf flydende Afhængighed af Parlamentet som oftest i Pengenød, dels var det kun den ældste Kongedatter, som efter engelsk Sædvane havde Krav paa at udstyres af Rigets Undersaatter,[1] og denne, Blanche, blev, som vi hørte, givet til Ludvig af Pfalz. Dertil kommer ogsaa, at Henrik uden Tvivl har kjendt bedre til de nordiske Forhold, end Margareta til de engelske. Den engelske Konge, til hvis Eiendommeligheder hørte en stærkt fremtrædende
- ↑ R. Pauli, Gesch. Englands, V, S. 63.
