satte. Hvis Munthes forskninger om alle vore gamle ætter vare blevne offentliggjorte, og hvis Munch havde naaet at føre sit hovedverk helt ned til reformationstiden, vilde det have været langt lettere at komme til klarhed i undersøgelser om disse spørgsmaal.
Imidlertid kan der ogsaa gjøres flere udsættelser ved den maade, hvorpaa begge de nævnte forskere have taget sin opgave. Munthes interesse var ligesaa meget heraldisk som genealogisk, og derfor har det i regelen for ham været det bestemmende, om vedkommende have ført vaabensegl, eller om dette er bevaret. Grundlaget for den rigtige bestemmelse af de omhandlede personers og deres ætters samfundsstilling bliver derved noget forrykket. Munch skulde staa paa en bredere grundvold. Men heller ikke hos ham vil man finde den rigtige vejledning til at forstaa det, som er det væsentlige, maalestokken for de fornemme og rige ætters stilling i social og politisk henseende. Han er altfor tilbøjelig til at stille alle „højbaarne mænd og anseede ætter“ i samme linje, uden at tage hensyn til, at der inden ethvert aristokrati maa gives grader, der dels betinges af forskjellen i højbyrdighed, dels af forskjellen i rigdom, dels af andre hensyn. Skjønt forholdene i Norge paa den her omhandlede tid ikke kunne have udmærket sig ved nogen stor uensartethed, maa der dog ogsaa hos os gjøres en stærkere forskjel paa ætterne i deres indbyrdes forhold, end Munch har gjort.
I det lille genealogiske bidrag, som her leveres, og som kun maa betragtes som et forarbejde, er der ganske vist heller ikke lagt nogen større vægt paa denne side. Hovedsagen har her været at sammenstille de oplysninger, som haves om de omhandlede ætter, og at paavise
