gyldig, men derimod granskes Eriks Adkomst til hvert Rige særskilt. Danmark, heder det, er et valgrige (transit per electionem liberam), men det var dog en hævdet Skik at holde sig til Kongefamilien (regales proximiores sanguine) eller, om en Konge efterlod flere Børn, da at vælge den, som forekom de Vælgende at være dygtigst til Regjeringen. Kong Valdemar havde efterladt to Døtre, af hvilke den yngste, Margareta, havde ladet sin Ret gaa over til sin Søn og efter dennes Død til Erik, hvis Mo- der maaske har paa lignende Maade afstaaet sin Ret til hans Fordel. Sverige er ligeledes et Valgrige, men der hersker samme Vedtægt som i Danmark. Norge er derimod et Arverige (transit per successionem et non per electionem). Der gives nu en tildels feilagtig, men alligevel interessant Forklaring over den Maade, hvorpaa Erik er bleven Konge i de to sidstnævnte Riger. Synderlig nok grundes nemlig Margaretas Herredømme i Norge efter hendes Søns Død paa Senatusconsultum Tertullianum, ligesom hun ogsaa i Kraft saavel af den samme romerske Retssætning som af et særligt Valg skulde være kommen i Besiddelse af Sverige og derefter i begge Riger have overdraget sin Ret til Erik. Denne var saa bleven antagen (admissus) til Norges Konge af alle Nordmænd og antagen og udvalgt (admissus et electus) til Sveriges af alle Svenske. Til Sveriges Rige antages derfor Erik at have livsvarig Ret, men da Norge er et Arve- og ikke et Valgrige, har han her ingen anden Ret end den, der kan udledes af Margaretas Afstaaelse til ham, altsaa ikke udover Margaretas Livstid, efter hvilken Kong Olafs Agnater atter indtræde i sin Ret.[1]
- ↑ Som allerede Aschehoug (Norges offentlige Ret, I, S. 27) har bemærket, maa der altsaa virkelig have været dem, der ansaa Eriks Ret
