Men ikke destomindre er der neppe stor Fare for, at Eriks Familie skal fortrænges fra Rigerne eller endog han selv fra Norge. Thi efter en Konges Død pleie de to Valgrigers Fæstninger at komme i hans nærmeste Slægtninges Besiddelse, og man vilde altsaa ved at forbigaa disse ved Kongevalget udsætte sig for Borgerkrig og Stridigheder. Og om Eriks Ret til Norge skulde gjøres ham stridig efter Margaretas Død, vil hans Magt som Danmarks og Sveriges Konge saavelsom Besiddelsen af Norges Fæstninger sikre ham ogsaa dette Rige, og dets fremtidige Forening med de øvrige vil opretholdes, om disse, naar nye Valg skulle ske, holde sig til Eriks Familie. Dette er saameget sandsynligere, som Rigerne formedelst den nu stedfindende Forening befinde sig i lykkeligere og fredeligere Tilstand end tilforn.
Der siges i denne Beretning ikke med rene Ord, at Kongen af England har gjort noget Skridt til at træde i nærmere Forhold til de nordiske Riger, men man kan dog med Vished slutte, at dette maa have været hans Hensigt; thi ellers vilde han intet Brug have havt for disse aabenbart med stor Flid indhentede Oplysninger om Rigernes statsret og om Kong Eriks Stilling og Personlighed. Men han har villet vide Besked, førend han indlod sig nærmere med Margareta og Erik. Der haves tilfældigvis et næsten samtidigt, omtrent syv Uger yngre Brev til Kong Henrik IV fra Befalingsmanden i Bergen, den norske Ridder Otte Rømer, angaaende de engelske Kjøbmænd i Bergen. Det aander en Forekommenhed mod England, som synes at være ham paalagt af Dronningen
i Norge for at staa paa saa svage Fødder, uagtet han dog vitterlig var erklæret for Rigets Arving og hyldet paa Ørething.
