skulde høre til dem, mod hvem Forbundet skulde være rettet, for Kong Henrik udentvivl en Sag af største Vigtighed, da det jo netop var Frankrige, hvorfra denne kunde trues. De engelske Gesandters Fuldmagt var imidlertid i dette Punkt meget indskrænket, og i Danmark blev der saaledes svaret nei til Forbundet, med mindre man fik Adgang til deri at optage saadanne Betingelser og Indskrænkninger. Til et Forbund i og for sig havde man derimod god Lyst, saavelsom til de to Giftermaal. Derfor foresloges det fra Dronning Margaretas og Eriks Side, at to af de engelske Gesandter, William Burchier og Magister Richard, skulde reise hjem til England for at indhente nærmere Besked, medens derimod Biskoppen af Bangor og John Paraunt skulde forblive i Danmark indtil de to andres Tilbagekomst.
Herpaa gik Englænderne ogsaa ind, for at ikke det Hele skulde gaa istaa, under Betingelse af, at alt, saavel hvad Forbundet som Giftermaalene angik, skulde blive staaende paa samme Punkt, som det nu stod, indtil næstkommende Mariæ Besøgelse (2den Juli 1403). Burchier og Mag. Richard vilde altsaa strax begive sig paa Veien.
Den usikre Succession i Valgrigerne Danmark og Sverige var imidlertid fremdeles Gjenstand for de engelske Udsendinges Opmærksomhed, og de gjorde derfor, skjønt der ikke var talt herom i Instruktionen, følgende Forestilling til Dronningen og Kong Erik: „Da det maa være af endnu større Interesse for Kongen af Danmark og Dronningen, end for os, at Successionen i hine Riger overgaar til deres Slægtninge end til fremmede og betingelsesvis ogsaa sikres prindsesse Katharina og hendes Arvinger, forlange vi fra vor Side, at til yderligere Sikkerhed de, der raade for denne Sag, for det Tilfælde,
