eller antyde de forbindelser, som findes mellem dem. De ere af meget forskjellig rang Nogle af disse slægter ere gamle lendermandsætter, der gaa op til Sverres tid, maaske endnu længere tilbage. Andre synes at stamme fra gamle hauldsætter. Nogle hæve sig gjennem heldige giftermaal med den deraf flydende adgang til rig arv op til en høj stilling Nogle leve forholdsvis i dunkelhed. Nogle sprede sig i mange og vidtløftige grene, medens andre synes at være meget faatallige. Dog maa det herved erindres, at det i mange tilfælde er umuligt at afgjøre, hvorvidt der ikke har været mange sidegrene, som hurtig ere sunkne ned i linje med den almindelige bonde. Enkeltvis forekommer der oplysninger, som vise, at der har været saadanne, og derfra kan der drages slutninger, ogsaa for de ætter, hvor alle antydninger i denne retning mangle. De aristokratiske slægter vare kun sjelden skarpt afgrænsede fra sine omgivelser. Maaske har forskjellen mellem de første af dem, f. ex. Giskeætten, og de lavere været ligesaa stor, eller snarere endnu større end mellem de sidste og det øvrige folk. Idet den lavere adel i tidens løb forsvinder og ialfald bliver meget forminsket i antal, er den rimeligvis gaaet ind i det øvrige folk, medens den højere adel og dennes fremmede arvtagere paa samme tid ere stegne højt op over dette. Først derigjennem fik landet en fuldstændig afsluttet, men rigtignok tillige meget faatallig adelstand.
At fastsætte begrebet „adel“ eller „aristokrati“ vil særlig under forhold, som de norske, altid blive noget vanskeligt. Det er neppe i alle tilfælde tilstrækkeligt, at en æt eller en enkelt person fører vaaben i sit segl, da grænserne mellem dette og et bemærke ofte kunne
