Samtidig skrev ogsaa Dronning Margareta til Kongen
af England et Brev af lignende Indhold som Eriks.[1]
Man vil af de her meddelte Uddrag se, at der i det
nordiske Hofs Udkast til Traktat iagttoges fuldstændig
Taushed med Hensyn til en mulig overførelse af Rigernes
Kroner til Katharina som engelsk Dronning eller
til hendes mulige Efterkommere i det engelske Kongehus,
noget, hvortil ganske vist Danmarks og Sveriges
Rigsraad ikke lettelig havde givet sit Samtykke. Hvad
angaar Forbund mod fremmede Magter, da var den herhen
sigtende Paragraf, som det vil bemærkes, affattet
i den Grad svævende, at den ikke vilde kunne have
nogen forbindende Kraft. Med hvor stor Krigsmagt
Hjelpen skulde ydes, var aldeles ikke berørt, og det hele
var nærmest kun en Phrase. Nogen egentlig Medgift
for Philippa var vel ikke forlangt, men Erik og Margareta
vilde, om Dobbeltgiftermaalet var kommet istand,
havt den Fordel at se Katharina glimrende forsørget
uden Udgifter for sig og Rigerne. Og den unge Unionskonge
vilde under enhver Omstændighed vinde ganske
anderledes i Anseelse ved et dobbelt svogerskab med
England, end ved de Forbindelser med smaa tydske
Huse, hvortil han ellers nærmest havde været henvist.
Men det var ikke sandsynligt, at England vilde gaa ind paa saadanne Vilkaar, og allerede den 25de November 1402 se vi de to i Danmark tilbageblevne Gesandter, Biskoppen af Bangor og John Paraunt, atter udtale sig mindre fornøiet om sagens nuværende Stilling.[2]
