Den samme Dag udstedte Kong Henrik fra Westminster
en Erklæring, hvis Foranledning og nærmere
Omstændigheder det vilde have været af Interesse at
kjende noget nøiere til. Det er, heder det, kommet for
Kongens Øren, hvorledes visse Personer, der stræbe at
forstyrre Fred og Enighed, og som ikke ere Guds, men
det ondes og Løgnens Faders Børn, have, saavidt det
stod i deres Magt, med Falskhed og Svig søgt at bagtale
og sværte Mag. Peder Lykke, Erkedegn af Roskilde,
og hemmelig berettet for visse fornemme Personer,
at Mag. Peder havde betinget sig af den engelske
Konge en aarlig og livsvarig Pension for at istandbringe.
Giftermaalet mellem Kong Henriks kjære Søn, Kong
Erik, og hans kjære Datter Philippa. Derfor vil Kongen
herved have alle Konger, Grever, Baroner og alle andre,
hvem dette Brev maatte komme for Øie, underrettede
om, at et saadant Rygte er en fuldstændig Opdigtelse,
og at Mag. Peder i denne Sag har lagt det ulasteligste
og rosværdigste Forhold for Dagen.[1] Men det er ligesaalidt
her, som ved den foregaaende Leilighed (1404),
hvor der omtales hemmelige Modstandere af Ægteskabsplanen,
muligt at komme paa Spor efter Sammenhængen.
Der er forøvrigt bevaret en samtidig, ret mærkelig Beretning om Gesandternes Ophold i England. Gesandtskabet bestod, heder det, af de bedste Mænd fra Kong Eriks Riger, men „den fornemste af dem var Biskoppen af Oslo.“ Denne Biskop, siger Fortælleren, en Klostergeistlig fra St. Albans, „talte meget
- ↑ Rymeri Foedera, IV, 1, p. 92.
sterii Sancti Albani. Ed. by Henry Thomas Riley, London 1866. S. 412.
