være meget usikre. Nogle af de her medtagne ætter høre maaske i virkeligheden snarest hjemme mellem bønderne, uagtet de indtage en mere fremtrædende stilling. Men en eller dere mellemklasser ere uundgaaelige. De kunne volde genealogerne vanskeligheder, men bevare derfor sin sociale betydning. De danne en støtte for højadelen. Idet de gaa over i de lavere lag, forrykkes ogsaa dennes stilling. Spørges der, hvad det er, som bevirker denne overgang, ligger det nær at søge svaret i landets økonomiske forhold, som vanskeliggjorde adgangen til at tilfredsstille tidens forøgede krav. En æt som den paa Byre i Ryfylke, kunde endnu i begyndelsen af det fjortende aarhundrede indtage en saadan stilling, som tiltrods for dens ringe jordegods kunde berettige dens hoved til at erholde ridderværdigheden. Et aarhundrede senere vilde dette – ialfald ikke uden under meget overordentlige omstændigheder, som f. ex. i 1449 og 1450 – omtrent have været en umulighed. De ætter, som kunde følge de stigende krav ved at udvide sit jordegods, kunde endog stige op imellem de højere og gjennem sine rigdomme værdiges at stilles ved disses side, endskjønt de oprindelig stode meget under dem. Andre ætter, som ikke kunde dette, maatte forsvinde, det vil sige, stige ned mellem sine omgivelser og tabe sig i disses ubemærkethed. Formodentlig var dette tilfældet med de fleste. Det kan neppe være nogen tilfældighed, at diplomerne i det fjortende aarhundrede ere langt rigere paa oplysninger om saadanne ætter end i det femtende.
Efter det sædvanlige indhold i vore diplomer skulde det ventes, at der forelaa flest oplysninger om de ætter, som ejede det største jordegods. Men dette er kun for
