ikke Medgift.[1] Dette stemmer ogsaa med, hvad Erik af Pommern mange Aar efter selv har erklæret i sit Forsvarsskrift: „Og kom vor Frue ikke heller saa til os, hun havde jo nogen Klenodie, hende tilhørte.“[2] Og endelig vilde ikke lettelig Medgiften være bleven uomtalt i den Bestemmelse om Philippas Livgeding, som haves fra Aaret 1419.[3]
Krønikeskriveren i St. Albans har ogsaa opbevaret nogle af de Betragtninger, som Philippas Følge kom til at anstille om Forholdene i Danmark. Disse ere alt andet end rosende for de danske Tilstande.[4] Hvad Kong Eriks Person angaar, udtalte Englænderne sig vistnok fremdeles anerkjendende, idet de fandt ham at være en ung Mand af fordelagtigt Udseende, livlig, kjæk og rask i sit Væsen. Han modtog ogsaa de fremmede Gjester med Velvilje, men dog tillægges der „kun saavidt hans Evne slaar til“, thi „hans Belevenhed var kun middelmaadig“.[5] Landet derimod var udyrket og raat, der voxte ikke engang Hvede, men Korn maatte indføres fra andre Lande. Aarsagen hertil skulde være, at Dronningen, da hun efter Erobringen af Sverige vendte tilbage til sit eget Land, savnede Midler til at betale sine Leiesoldater. Hun skulde da have tilladt dem at tage sig betalte paa egen Haand ved i smaa Partier, to eller tre, at gjennemstreife Landet. Dette havde de gjort og uden videre
- ↑ Letters and papers etc. Vol. II, 2, p. 542: Enumeration of the troops in various garrisons in Normandy in the lands of the English from Mich. 1433 to Mich. 1434: Vire, Andreas Ogarde, chevalier, X lanceas equestres, X lanceas pedestres, LX archiers. Sammenlign ogsaa det her citerede Verk I, p. 493.
- ↑ Hvitfeld p. 814.
- ↑ Ibid. p. 679–680.
- ↑ „Parum vel nihil boni referentes“. Chron. Mon. Alb., ed. by Riley, p. 414.
- ↑ „Fatebantur regem decentis fortunae juvenem, vivacem, fortem, agilem, modicum facetiae scientem, sed tamen pro modulo suo illos benignissime suscipientem.“ Chr. Mon. Alb. l. c.
