en del tilfældet. Saaledes er det mærkeligt, at der ikke findes mere end et enkelt brev om den æt, hvortil Jon Bjarnessøn hørte, uagtet denne maa have ejet et ganske betydeligt jordegods. Den har maaske været nær beslægtet med andre ætter paa samme kant, maaske endog en gren af en af disse; men herom foreligger ikke en gang den mest ubetydelige antydning. Om enkelte andre ætter, som i sammenligning med denne kun have ejet et ganske ringe jordegods, ere oplysningerne langt rigere.
For enkelte af de i det følgende omhandlede ætter kan der med bestemthed hævdes en temmelig høj alder; for andre er det rimeligt, at det samme har været tilfældet. Men alligevel er det langtfra, at der her kan leveres noget fyldestgjørende bidrag til besvarelsen af det vigtige spørgsmaal om forbindelsen mellem det gamle og det nye aristokrati. Med udgangen af det trettende aarhundrede forandre de historiske kilder sin hele karakter, og.i det derigjennem fremkaldte brud ligger en hovedgrund til de vanskeligheder, som stille sig i vejen for at paavise en forbindelse mellem det gamle lendermands-aristokrati og de slægter, som i det fjortende og det femtende aarhundrede vare dets efterfølgere. Om ogsaa flere nye ætter i denne tid kunne være komne i vejret, saa er det dog maaske rimeligst at antage, at deres tal da ikke har været større end til nogen foregaaende tid. Ethvert aristokrati vil altid, saalænge det bevarer nogen levedygtighed, modtage nye elementer, og heller ikke vore lendermandsætter kunne have holdt sig fri for alle saadanne. Men efterhaanden er denne fornyelsens kilde bleven udtørret. Jo større krav der stilledes til aristokratiet for i det ydre
