og sagde: „Dersom du tør ligge alene, skal du faa baade Mad og Drikke.“ Manden takkede, og de satte frem Med og Drikke for ham og reiste derpaa til sin Nabo for at blive der i Julen. Da Kjæmpen havde spist og drukket, gik han paa Loftet og lagde sig. Henved Midnatstid kom en gammel Kone ind i Stuen og begyndte at rusle. Da hun havde været i hver Krog der, kom hun ogsaa paa Loftet, hvor Grette var. Han lod, som om han intet mærkede. Konen bar ham ud og reiste til et stort Fjeld med ham. Inde i Fjeldet sad en gammel Mand og kogte paa en Hest i en stor Kjedel. Konen, som havde taget Kjæmpen, var en „Jyvr“, og Manden var en „Ryse“. De vilde dræbe Grette, men han fik Bugt med dem og kastede dem i et stort Vand, hvor de druknede. Derpaa tog han Kjedelen, stødte ud det, som var i den, og drog afsted. Da han havde reist et Stykke, kom han til et trangt Fjeldskar, hvor han hverken kunde komme frem ener tilbage. Han lovede da Kjedelen bort til flere „Lovekirker“, men Intet hjalp; først da han lovede den til Røldals Kirke, var det, som om En skaffede ham frem. Kjedelen bragte han ogsaa til Røldals Kirke, og der skal den staa den Dag idag.“
3. Hr. Skar (Sk)[1]: „Det skulde været en, som hed Gretti Aasmundssøn, som skulde være stor og stærk fremfor alle, som fandtes i Kirkesognet. Han kom engang til en Gaard om Julekvelden og bad om Hus. Manden svared, han skulde nok faa Hus, men de turde ikke være der selve, for det havde hendt flere Gange, at der havde kommet bort et Menneske om Julenatten – de fedeste og største, som var i Huset. Gretter svared, han var træt og sulten; maatte han være der, vilde han gjerne, om han skulde være alene. Saa reiste de andre bort til en anden Gaard og satte Med og Drikke paa Bordet for Grette. Da han havde ædt og drukket, gik han op paa Loftet; der fandt han, at alle Sengene var for korte og smaa. Saa tog
- ↑ Hr. Skars Optegnelse er paa Dialekt, som jeg har overført paa Skriftsproget.
