hænge den Dag i Dag. Siden fik Folk være i Fred paa den Gaarden, ikke andet end jeg har hørt.“
Det er let at overbevise sig om, at dette Sætersdalske Sagn er identisk med hvad Grettes Saga fortæller om dennes Ophold hos Enken Steinvör paa Sandhaugar i Bárdardal[1]; men der findes væsentlige Afvigelser. Dels er Sagaens Beretning mere fuldstændig og detaljeret (f. Ex. at Gretter kalder sig Gestr, at han Dagen forud bærer Enken og hendes Datter paa sin ene Arm over Eyjardalsá, og at Gretter hug høire Haand af Troldkvinden, hvilket ikke kjendes i Sagnet), dels har Sagnet en Række Tillæg og Forandringer, som Sagaen ikke kjender, af hvilke jeg vil fremhæve følgende:
1) Gretter lægger sig paa Loftet (A, St, Sk).
2) Gretter gjør sig et Leie af Skindfælde o. l. (Sk).
3) Gretter lader, som han sover, da Troldkvinden tager fat paa ham, og lader sig uden Modstand slæbe ud af Huset (A, St, Sk).
4) Risen har en umaadelig Kjedel over Ilden (A, Sk).
5) Risen koger en Hest i Kjedelen (St).
6) Gretter bemægtiger sig Kjedelen (A, St, Sk) og kaster dens Indhold ud (St);
7) for at komme op lover han Kjedelen til sognets Kirke (A, Sk) eller til Røldals Kirke, efterat det havde vist sig, at Løfter til andre Kirker ikke virkede (St).
Disse Afvigelser synes at vise, at det Sætersdalske Saga ikke direkte kan stamme fra Sagaen. Efterat Vigfusson har paavist, at dette Saga om Gretter er en Aflægger af Bjójulf-Sagnet[2], vilde det norske sagn have havt stor Betydning, om det kunde bevises at være uafhængigt af Sagaen. Men saa er ikke Tilfældet; jeg ser mig nemlig istand til at kunne vise, hvorfra Sagnet med alle baade Udeladelser og Tilføielser stammer; det er Jens Lauritssøn Wolff’s Norrigia illustrata (Kbh. 1651), hvor samme Sagn
