Line, gjort af Ruder eller Skind, og binder den ene Ende deraf om en stor Sten, som laa paa Bjerget. Gretter bad den Clericus tage vel vare paa den Ende, som om stenen bunden var, saa for Gretter ned ved Fossen neden for Bjerget. Da saa han og blev var en gammel skaldet Pusling, som var Vært (sive maritus uxoris) i den Bolig (hvis Kvinde Gretter havde dræbt og nedkastet), sidde ved en Ild, hvor paa der stod en stor Kjedel, fuld med Kjød slagtet af Heste. Gretter krøb hen udi en vraa at skjule sig, indtil saalænge at han ser denne Jette tage Kjedelen af Ilden; da faldt Gretter an og slog sin Kniv i ham og brødes med ham; men efter det Sting døde han paa Stedet. Gretter forsømmede sig saa ikke, men strax opskar ham og udtog al hans Indvold og kasted i Fossen, som flød nedenfor Klippen; der den Clericus, som stod paa Klippen, ser Indvolden flyde udi Vandet, blev han meget bange og søgte auxilium in pedibus, giver sig paa Løb det meste han kunde, fordrister sig ikke til at se sig tilbage engang. Men Gretter kasted af Kjedelen alt, hvad der udi var, og begynder at hjelpe sig op med Linen, som var belagt om stenen oppe paa Klippen, og var det ham meget besværligt op at komme, eftersom han havde Kjedelen, hvilken ham forhindrede. Udi denne Fare og Besværlighed, han var bestedt [i], gjorde han det Løfte. at om saa var, at han med Kjedelen vel opkom, da vilde han forære og give den til Domkirken paa Hole, hvilket Løfte han og holdet har, at og saa skede. Efterat Gretter havde dræbt denne Bjerge-pusling, som kaldtes Glamus, kunde han aldrig være ene i Mørke. Mere om hans Gjerninger findes blandt Islænderne at siges.“
Jeg antager det, at begge Beretninger lægges ved Siden af hinanden, for tilstrækkeligt til at vise, at det norske Sagn stammer fra „Norrigia illustrata“, hvilken Bog har været udbredt i Norge baade i 17de og 18de Aarhundrede og saaledes nok kan have været læst i Bygland. Forsaavidt nogen skulde ville indvende, at Wolff kunde have laant Sagnet fra Sætersdal, behøver jeg blot at henvise til Bogen
