selv, hvoraf fremgaar paa det klareste, at han benytter
en islandsk Beretning. Denne, der tydeligvis er skrevet
paa Latin, har ikke holdt sig nøiagtigt til Sagaberetningen;
dels har den indblandet Træk af Kampen med Glámr[1]
(f. Ex. at Gretter havde Skindfeld over sig, at Troldet hed
Glamus), dels har den ogsaa fulgt senere islandske Folkesagn.
Det forekommer mig idetheletaget, at man ikke altid ved de i nyere Tid optegnede historiske Sagn har været opmærksom nok paa, hvorledes den lærde Litteratur fra 17de og 18de Aarhundrede har formaaet at kalde tillive Sagn; naar saaledes nutildags paa Harham (Søndmør) Sagnet om Gretters Bedrifter endnu lever[2] – rigtignok uden at Navnet nævnes –, anser jeg det sandsynligst, at Strøms Bemærkninger om Stedsforhold og Henvisning til Torfæus’s Beretning om Gretter er tilstrækkelig til at forklare Sagnets Opkomst. Hvis man fremdeles skulde være uvillig til at tro, at en „død Bog“ kunde fremkalde et „levende Sagn“, behøver man blot at tænke sig en af det 18de Aarhundredes lærde Præster som Sagnets „levende“ Kilde.
Gustav Storm.
I nærværende Tidsskrifts første Række, 4de Bind S.
499–502, er der meddelt nogle Optegnelser angaaende en
Del Adelspersoner i Norge fra Slutningen af 16de og Begyndelsen
af 17de Aarhundrede, hvis Original dengang ansaaes
for tabt. Meddeleren er imidlertid af Professor,
Dr. G. Storm bleven gjort opmærksom paa, at den endnu
existerer paa nogle Blade bag i et Manuskript (No. 38 in
4to i det Deichmanske Bibliothek), der forøvrigt indehol-
