delige medlemmer af de rige norske familier giftede sig med svenske og danske adelsmænd, af mangel paa jævnbyrdige landsmænd.
Saavidt jeg nu kan dømme om forholdet, maa de her anførte, rent økonomiske grunde have havt en væsentlig indflydelse paa den norske adels undergang. Deri, at de fornemme ætter gjennem kongemagtens sejer og den dermed følgende centralisation vare henviste til at træde i tjenesteforhold til kongen, ligger neppe nogen hindring for, at de kunde have erhvervet en lignende magtstilling som andre landes adel. Forandringen var skeet ganske langsomt, og lendermands-ætternes stilling i den almindelige opinion havde heller ikke forandret sig med et eneste slag. Ligesom deres ydre stilling forandredes, maatte ogsaa den maade, hvorpaa det øvrige folk betragtede dem, kunne undergaa en tilsvarende forandring. Selv om man ogsaa vil antage, at der hengik længere tid, forinden opinionen havde kunnet erhverve en rigtig tilegnelse af de nye forhold, og at folket vedblev at stille andre fordringer til et aristokrati, end de, som tiden kunde tilfredsstille, synes deri ikke at ligge nogen grund til at tro, at dette skulde have umuliggjort, om det ogsaa kunde vanskeliggjøre, dannelsen af et mægtigt aristokrati paa det almindelige europæiske grundlag. For lendermands-aristokratiets vedkommende, der hvilede paa et dybt rodfæstet, nationalt grundlag, behøvedes maaske i almindelighed ikke nogen særdeles betydelige ejendomme, forat det kunde opretholde sin stilling. Men jo mere det traadte ud af sin gamle stilling, maatte det mærke nødvendigheden af at styrke sig gjennem rigdomme, – en følelse, som naturligvis ogsaa maatte findes hos de ætter, som ved en
