pighed, hvormed ridderværdigheden har været uddelt. Denne aftager temmelig jævnt. Grunden maa tildels have ligget deri, at de slægter, hvis medlemmer kunde eftertragte denne, vare blevne færre i antal. Men tildels maa den søges i det her omhandlede forhold og deri, at kongerne saa meget sjeldnere besøgte landet. Det er mærkeligt at se, hvorledes thronstridighederne efter 1448 pludselig fremkalde en hel del riddere og rigsraader, medens disse efter den tid ligesaa hurtig synes at forsvinde. Formodentlig er der ved denne anledning vaagnet en følelse af, at her var en mangel, og den personlige ærgjærrighed har deri fundet en spore. Men udfaldet viste, at grundene til forfaldet laa for dybt til, at en foranstaltning af denne art kunde rette derpaa. Saalænge Norge havde regjeringens hovedsæde inden selve landet og kongen opholdt sig der stadig, var der ialfald nogen opfordring til at uddanne sig for statens tjeneste, bl. a. som medlem af kongens kancelli, og ridderværdigheden uddeltes da til mange, som øjensynlig ikke have været af de rigeste mænd. Med Kalmarunionen blev ogsaa dette forrykket, og de Nordmænd, som fra nu af opholdt sig hos kongen, naar han ikke var i landet, vare yderst faa. Dette blev ogsaa en medvirkende aarsag til at trænge aristokratiet tilbage. Dets synskreds, som allerede i det fjortende aarhundrede var betydelig indsnevret, lukkedes i det femtende aarhundrede næsten ganske bag de aaser og fjelde, som bestemte grænsen for dets ejendomme.
Jeg skal her kun indskrænke mig til disse antydninger, da jeg med det første haaber at kunne omhandle det samme emne i en mere udførlig form i en afhandling om rigsraadet, forsaavidt dette kan ske paa en tid,
