da der ikke er foretaget et aldeles omfattende genealogisk arbejde for det her omhandlede afsnit af vor historie. Her har det alene været min tanke at levere en kort indledning til, hvad jeg har at meddele om de vestenfjeldske ætter, hvorom de følgende linjer skulle handle.
Fra de indre landskaber om Sognefjorden og Voss er der i diplomerne bevaret temmelig righoldige oplysninger om de derlevende gamle ætter. Flere af disse gik tilsidst sammen i en æt, der havde sit hovedsæde paa Finnen, den mest bekjendte af de gamle gaarde paa Voss. Denne gaard tilhørte ved det fjortende aarhundredes begyndelse en mand, der kaldte sig med det beskedne navn Peter bonde, men som dog maa have været en af de første i sit distrikt. Han nævnes i diplomer fra aarene 1303, 1304, 1315, 1317 og 1319 og omtales tillige paa en maade, der viser, at han var værge for Vossevangens kirke.[1] I sit segl førte han en løbende hjort som skjoldmærke. Peter bonde havde to sønner, Orm og Gudbrand. Da den sidste undertiden omtales under navn af Gudbrand klerk, tyder dette paa, at han havde faaet en lærd opdragelse. Orm var gift med Gudrid Audfinnsdatter, om hvem G. Munthe har fremsat den formodning, at hun skulde have været en datter af
- ↑ Dipl. Norveg. I, no. 98 flg., 102, 151 og 159; II, 71, 141; V, 61. Bjørgynjar kálfskinn, 75. I Codex diplom. monast. Munkaliv. forekommer ogsaa navnet Peter bonde paa tre steder (s. 58, 89 og 146), men dette maa være ganske andre personer. Smlgn. Miltzow, Presbyterol. Woss-Hardangr. s. 20.
