i Aurland, som han havde arvet efter sin moder,[1] var en broder af ham.
Ejrik Erlendssøn ejede Finnen i 1338, da det omtalte mageskifte foretoges, og fremdeles i 1340.[2] Han maa være død inden 1349.[3] Med Ingebjørg Simonsdatter havde han et barn, som blev dømt at være hans arving, og paa hvis vegne moderen overtog Finnen. Hun kom dog ikke strax i besiddelse af gaard og gods. Halstejn Jostejnssøn, der formodentlig efter barnet har været den nærmest arveberettigede, synes nemlig at have overtaget eiendommen umiddelbart efter Ejriks død, og Ingebjørg maatte af den grund først føre en proces med ham. Denne Halstejn har sandsynligvis været en søn af Jostejn Halstejnssøn paa Saude, der endnu levede i 1342 og førte til skjoldmærke en mod venstre staaende fugl med et firben i kløerne. Jostejn kan igjen have været en søn af Halstejn Brase, der levede paa Voss 1304, og hvis navn er sat i forbindelse med Brasagarðr i Kaupanger.[4] Den yngre Halstejn maatte ved dommen fravige gaard og gods; men der tilkjendtes ham tillige erstatning for hans havte møje og udlæg med
- ↑ Dipl. Norv. IV, no. 244. Den Ejndride Erlendssøn, der forekommer som lagrettesmand i Hafslo 1384 (anf. st. I, no. 488), var maaske en sønnesøn af den E. E., der levede i 1340, – saafremt det ikke er den samme person, der nævnes paa begge steder I indholdsangivelsen til Dipl. Norv. I, no. 228 nævnes en Jon Erlendssøn; denne kaldes i selve diplomat Erlend Blese Kaaressøn.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 264.
- ↑ Han nævnes vistnok for sidste gang i et diplom fra 1348. Dipl. Norv. III, no. 259.
- ↑ G. Munthe i Saml. til det norske folks spr. og hist., III, 585, note 2. Dipl. Norv. I, no. 97, 281.
