ham derhen, pantsatte hun i samme aar hele Finnen med tilhørende ødegaarde og herligheder til Magnhild Oddsdatters daværende mand, ridderen herr Alf Knutssøn. Han kom dog ikke i uanfægtet besiddelse af gaard og gods, før i 1472, efter at have ført proces med Jakob og Otte Rømer. Medens udtrykkene ved pantsættelsen ere noget tvivlsomme, idet de maaske kun gjælde den del af Finnens gods, som laa paa Voss, lyder dommen paa „alt det odelsgods, som forne hustru Jarthrud arvede efter sine og forne Haavards børn.“[1]
Saaledes var Finnen med sit store tilliggende jordegods kommen til en slægt, der i sin besiddelse forenede en mængde andre store ejendomme, og som var en af de første i landet. Den modtog derved en meget stor forøgelse af sit jordegods. Fra begyndelsen af havde maaske det gods, som havde ligget under Finnen, ikke været særdeles betydeligt, men var i tidens løb stadig bleven forøget. Diplomerne have bevaret efterretninger om ikke faa af disse nye erhvervelser af gaarde og vise, at det gods, som laa under denne gaard, ikke var indskrænket til Voss alene, men ogsaa var spredt omkring i de nærmest tilstødende landskaber, endog helt nede paa Søndhordeland. Kun sjelden er der tale om, at noget gods er frahændet ejerne af Finnen, og der er da i regelen draget omsorg for, at der kunde være fuld adgang for dem til atter at indløse det, som de havde maattet skille sig ved. Det er derunder mærkeligt at se, hvorledes godset vedbliver at vokse og samles omkring Finnen som hovedsæde, uagtet der er en stadig veksel mellem de ætter, som ere dets ejere. Det kunde synes
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 861; II, no. 846 og 886.
