at ligge nær for de nye ejere, som kom i besiddelse deraf gjennem sine giftermaalsforbindelser med de tidligeres slægt, at gjøre sine egne gaarde til hovedsæde; men herom er der aldrig tale. Det fulgte næsten af sig selv, at de flyttede til Finnen og toge bopæl der. De kom heller ikke tomhændede til sine nye ejendomme. Hvad de bragte, har visselig ikke udgjort den mindste tilvækst til denne store samling af jordegods. Gjennem stadige mageskifter, hvoraf dog kun ganske faa kjendes, have de rimeligvis ogsaa stræbt at afrunde sine en gang erhvervede ejendomme. Hvis ikke dette maatte antages at have været tilfældet, vilde man her, som ved mange andre lignende anledninger have kunnet anvende senere tiders jordebøger som en paalidelig kilde til at lære godsets størrelse og dets hele udviklingshistorie at kjende. Nu kan man ialfald ikke uden med stærkt forbehold anvende denne kilde. Nøjagtige oplysninger om størrelsen af Finnens gods paa den tid, da det kom i Alf Knutssøns besiddelse, kunne ikke gives. I 1661 var det 369½ tdr. hartkorn. Uagtet det er højst sandsynligt, at det ogsaa har modtaget endel forøgelser efter hr. Alfs tid, haves dog deri nogen vejledning til at bedømme, hvor stort det jordegods maa have været, som fru Magnhild Oddsdatter bragte sin mand.
Finnens ejere havde mange forbindelser med den eller de ætter, som boede paa to andre gaarde paa Voss, Rogn og Ringhejm, og hvis medlemmer ligesom hine indtoge en anseet stilling i sin bygd. Det er af G. Munthe antaget som rimeligt, at ejerne af disse gaarde vare nær beslægtede med de ældre beboere af Finnen, og dette kan ogsaa gjerne forholde sig saaledes, uagtet det ikke nærmere kan paavises, hvori denne slægtskabs-
