jævnlig personer, om hvem man af deres endnu bevarede segl kan se, at de have ført skjoldmærker.
En af disse er Haldor Olafssøn Duk, der forekommer i diplomer fra det fjortende aarhundredes første halvdel, og om hvem sagnet endnu i det syttende aarhundrede havde bevaret erindringen som en rig og mægtig mand.[1] Hans skjoldmærke var en højre skraabjelke, beklædt med to halve liljer. Haldor nævnes temmelig ofte i diplomer fra 1317–1365, men dog ikke paa en saadan maade, at man deraf faar nogen nærmere oplysninger om hans stilling og forhold, hvoraf der kunde dannes et billede, som svarede til det, sagnet giver.[2] Haldor Duk havde en søn, som hed Arnfinn Haldorssøn, ogsaa kaldet Arnfinn Dukssøn, og forekommer i flere diplomer fra tiden 1348–1387.[3] Det af ham førte skjoldmærke, en lilje, hvortil der undertiden føjes en liden fembladet rose, var forskjelligt fra faderens, men lignede derimod det, som førtes af Eyolf Haldorssøn, der forekommer i et diplom fra 1330 og i et fra 1340.[4] Denne har saaledes maaske været en ældre broder af Arnfinn. Grunden til, at han senere ikke nævnes, er maaske den, at han er død tidlig. Ellers vilde det – under forudsætning af, at de virkelig vare brødre –
- ↑ Presbyterologia Woss-Hardangriana, s. 21. Efter denne kilde skal hans kone have hedt hustru Gudrun og han selv have været værge for kirken paa Vangen. I 1330 forekommer i Stavanger en korsbroder Thorkel Duk. Dipl. Norv. VI, no. 134.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 151, 159, 317, 321; II, 141, 176; III, 257. I 1536 forekommer en Haldor Olafssøn paa Voss. VI, no. 728.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 317, 321, 383, 462; II, 411, 499; III, 259. VI, 266. Naar han kaldes Arnfinn Dukssøn, maa det have været for at adskille ham fra sønner af andre mænd ved navn Haldor.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 264; III, no. 157.
