Efter udtrykkene i det brev, hvori denne og hans broder, Samson, omtales, synes det rigtignok, som om disse maatte være døde noget efter sin moder,[1] ligesom den omstændighed, at Finnen gik i arv til Botolfs børn af andet ægteskab, synes at være et stærkt bevis for, at dette maa have været tilfældet. Imidlertid staar der ikke i det anførte brev noget udtryk, der med bestemthed siger, at de vare døde, og det andet bevis for, at børnene af første ægteskab skulde være døde forinden Botolf selv, er heller ikke uomstødeligt. En kvinde, som Aasa Haavardsdatter, der synes at have besiddet en stor evne til at skrabe gods sammen, har neppe heller ladet det mangle paa bestræbelser for at sikre sine børn besiddelsen af Finnen. Der kan godt være truffet overenskomster mellem hende og hendes mand, hvorved børnene efter den første kone, der havde bragt ham Finnen, bleve trængte tilside for hendes børn, og hvis Ejndride og Samson virkelig have overlevet sin fader, er der intet i vejen for, at de kunne være blevne afspiste med andre ejendomme, skjønt man intet hører til dem. Saafremt nu denne forudsætning kan antages at holde stik, bliver det rimeligt nok, at den Botolf Ejndridessøn, som i 1463 havde arvet Tolfstad og da solgte denne gaard, har været en søn af den ældre Botolf Ejndridessøns ældste søn, Ejndride. Men er dette rigtigt, da kan denne samme linje fremdeles have fortsat sig længe, efterat den yngre linje, som kom i besiddelse af Finnen, var uddød. Hvis der blot forelaa nogen antydning om, hvor den var bosat, kunde det maaske have været muligt at gjenfinde slægten længere nede i tiden ved at benytte navnene som udgangspunkt for
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 462.
