er, at der i Bergens Kalvskind (s. 26) omtales en mand af dette navn, der skjænkede noget gods til Dals kirke i Søndfjord, og at det med bestemthed vides, at hr. Jon Brynjulfssøns fader havde besiddelser ved Dalsfjorden. Dette synes at være en meget rimelig formodning, og den af Munch fremsatte indvending, at den i Bergens Kalvskind omtalte Brynjulf ikke kaldes „herr“ kan neppe antages at være afgjørende. Til nogen sikkerhed om, hvem der var den yngre hr. Jon Brynjulfssøns fader, vil man dog vanskelig kunne komme. Der kunde endnu opstilles en gjætning, at han var en søn af dronning Blanches kansler, Brynjulf Jonssøn; men denne maa vel have været en gejstlig, og at en uægte søn af en saadan skulde komme ind i rigsraadet, er maaske ikke tænkeligt. Derimod kan det være rimeligt, at rigsraaden Brynjulf Jonssøn, der nævnes i 1392, har været en søn af den yngre hr. Jon Brynjulfssøn. Formodentlig er denne rigsraad identisk med „velbaaren mand“ Brynjulf Jonssøn, der i 1405 kjøbte jordegods i Onsø,[1] og med den Brynjulf Jonssøn, som havde børnene Knut og Ulfhild. Disse nævnes i 1437, idet da Peder Ulfssøn overdrog dem saa meget gods, som han havde faaet efter Brynjulf, „hvor det helst ligge kan i Norge“, som tidligere havde været hr. Jon Hafthorssøns, med undtagelse af det gods, som laa paa Romerike, og hans faders kjøbegods. Som udstedere af brevet og forseglere i stedet for Knut Brynjulfssøn, der „ej selver indsegl havde“, optraadte Hafthor Nilssøn og Engelbrekt Stefanssøn. Af den forbindelse mellem Knut og Ulfhild og hr. Jon Hafthorssøn, der omtales i selve det om
- ↑ Dipl. Norv. VI, no. 338; VIII, no. 237.
