forinden skjoldmærkerne havde fæstet sig i ætterne. Losneættens vaabenmærke var et kors dannet af ti ruder, fem i hver retning. Den maade, hvorpaa dette er udført i de af dens medlemmers endnu bevarede segl, synes at antyde, at den har anseet sig selv for jævngod med landets første ætter. Ialfald ere disse segl udstyrede i lighed med dem, der førtes af Bjarkø- og Hestbøætterne, medens de fleste af de øvrige middelalderske vaabensegl ere meget tarvelige.[1]
Det første kjendte medlem af Losneætten var Philippus Erlendssøn, der levede i den første halvdel af det fjortende aarhundrede. Han var gift med Ingebjørg Erlendsdatter, der maaske kan have været en fjernere slægtning af ham, og havde med hende datteren Margrete, der i 1322 blev gift med Arnald Jostejnssøn og da fik i medgift forskjelligt jordegods i Ryfylke, Hørdaland og Fjordene. Men ved samme leilighed var der opstaaet tvist mellem Philluppus og Arnald om en del jordegods, som Ingebjørg havde skjænket sin mand i fjerdings- og tiendegave. Denne tvist endte dog med, at Philippus ved en i 1332 afsagt dom beholdt det omstridte jordegods.[2] Sandsynligvis var han den gang, maaske allerede før datterens bryllup, enkemand, men
- ↑ Aldeles afgjørende er dog ikke dette. Saaledes fører sysselmanden paa Vestfold, Ketil Viglejkssøn, i 1376 et meget smukt udstyret segl. (Dipl. Norv. VII, no. 297). Han tilhører en ellers ubekjendt slægt.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 218; II, no. 147, 180, 181. Margrete blev selv snart enke og havde derefter et barn med en korsbroder i Bergen. Smstds. I, no. 253. Da datteren havde bryllup, synes Philippus at have havt sin bolig paa Odensland i Kirkebø, ikke paa Losna.
