har senere atter giftet sig. Med denne anden kone har han da rimeligvis havt sin bekjendte søn, Erlend Philippussøn, der i aarhundredets anden halvdel og i begyndelsen af det femtende aarhundrede var en af Norges hyppigst fremtrædende stormænd. Hans moder har maaske været en datter af hr. Audun paa Slinde, eller ogsaa har han selv været gift med en af hans kvindelige efterkommere, der bragte ham ejendomsretten til Slinde. Vistnok nævnes han ikke selv som ejer eller beboer af denne gaard. Men da den kom i hans svigersøns besiddelse, og dennes slægt ikke tidligere vides at have ejet Slinde, er det rimeligt, at han har faaet denne gaard gjennem Erlends datter.
Erlends jordegods maa have været meget betydeligt og spredt omkring i hele Bergens stift, tildels endog ind i Stavanger stift.[1] Han indtog ogsaa længe høje embedsstillinger, men vilde alligevel ikke lade sig gjøre til ridder, ikke en gang da hans søn havde opnaaet denne værdighed. Erlend blev gjennem sit hele liv kun hirdmand og bar som en følge deraf aldrig herretitelen. Han var i det hele en mand, som holdt stærkt paa de gamle skikke og havde af den grund intet tilovers for den nyere tids titler og værdigheder. Denne hans arkaiserende retning viste sig ogsaa i den forkjærlighed for Islændinger, som han skal have baaret til skue, og som ialfald synes at have vundet ham deres velvilje. Det heder om ham, at han troede Islændingerne bedre end andre Nordmænd og som oftest havde dem i sin tjeneste.[2] Men den særegne konservative
