aandsretning, som fremskimter gjennem disse træk, har neppe gjort ham til nogen særdeles fremragende deltager i tidens politiske begivenheder. Hans forkjærlighed for det gamle har maaske været af den art, der ligesaa meget ytrer sig i uvilje mod alt nyt, og idet han stivsindet vægrede sig for at følge de nye tiders skikke, har han alligevel neppe kunnet undgaa at føle den skuffelse, som maatte følge bevistheden om sin afmagt til at gjenoplive de gamle. Skjønt han hyppig nævnes i de bevarede kilder, er det dog for det meste i anledning af private anliggender, kun sjeldnere ved vigtige offentlige begivenheder. Der er i ethvert fald intet, som tyder paa, at han ved disse har øvet nogen mere indgribende indflydelse, skjønt det rigtignok maa haves for øje, at kilderne ikke aabne synderlig adgang til at dømme herom.
Den første gang, Erlend Philippussøn nævnes, er i Juni 1366 ved Ingemund Uthyrmssøns bryllup med Holmfrid Anundsdatter, der fejredes paa Tolga. Han optraadte derved paa en maade, der synes at antyde, at han var en nær slægtning af bruden. Da han ogsaa, efterat Gaute Haakonssøn paa Tolga var død, optraadte med arvekrav, rigtignok paa sin frænde Thorstejn Thorstejnssøns vegne, har man ligeledes heri et vink om, at han paa en eller anden maade har staaet Tolgaætten meget nær. Som sædvanligt i lignende tilfælde, opkom der ogsaa ved denne lejlighed en arvetrætte mellem Erlend og Ingemund, hvorunder den sidste fremsatte beskyldninger mod Erlend for at have forholdt hans hustru dennes odelsgods. Det er, efter hvad der ellers kjendes til de gamle ætters optræden ved saadanne lejligheder, neppe givet, at disse beskyldninger skulde have sav-
