net al grund, og Erlend har formodentlig, ligesom sine samtidige standsfæller, ikke været altfor nøjeregnende med midlerne, hvor det kom an paa at skaffe sig forøgede ejendomme.[1]
I 1369 var Erlend Philippussøn, der nu benævnes armiger (væbner, hirdmand) og sandsynligvis ogsaa allerede da var medlem af rigsraadet, en af de norske herrer, som deltoge i fredsforhandlingerne paa Baahus med Hansestæderne.[2] Atter igjen omtales han i samme stilling som armiger og consiliarius regis Norvegiæ et Sueciæ ved fredsslutningen i Kallundborg 1376.[3] I aarene mellem 1375 og 1388 omtales han flere gange som fehirde i Bergen og i 1385 ved siden deraf som sysselmand i Nordfjord. I det første af disse aar omtales han en enkelt gang som kongens ombudsmand i Bergen tillige med Jon Halvardssøn og Andres paa Mørk. Den første af disse, der ligesom Erlend Philippnssøn benævnes „ærlig mand“, forekommer ogsaa i et andet diplom fra samme aar, hvori Erlend Philippussøn fører titel af fehirde, ved hans side, men uden denne titel. 1379 nævnes Erlend som armiger og consiliarius regis og atter som medlem af rigsraadet, da dette erkjendte Erik af Pomern som Norges konge.[4] Senere nævnes han nogle faa gange ganske i forbigaaende i diplomer.
- ↑ Dipl. Norv. III, no. 384; IV, no. 457.
- ↑ Lappenbergs Sartorius, II, 705. Dipl. Norv. VIII, no. 191. Erlend nævnes i 1370 som medudsteder af en dom. II, no. 409.
- ↑ Dipl. Norv. VIII, no. 199. Hanserecesse, II. 138.
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 435, 440, 441, 453, 459; III no. 451, 465, 481, 484; IV, no. 331; VII, no. 310.
