Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, sjette Bind (1888).djvu/85

den, at dette var bragt i Sikkerhed forinden, og at Kuldseilingen saa bagefter var sat i Scene. Siden nedsatte Iver sig paa Kolsrud og kjøbte 1722 Bygdens Kirker af Frederik den fjerde. Han ægtede først en rig Enke, Else Andersdatter Berg, der var ældre end ham, og med hvem han ikke fik Børn. Ved at anstille sig syg og lade bede for sig i Kirken lokkede han sin Kone til at oprette gjensidigt Testamente, hvorpaa han strax blev frisk igjen. Efter hendes Død ægtede han en anden, Dorothea Olsdatter, med hvem han heller ikke fik Børn, hvorimod han tog til sig en Gut fra Modum, Nils Nilsen Green, hvem han „kjøbte Kapteins Rang og skaffede et Kompagni i Hallingdal“, og af hvem der endnu lever Efterkommere. Med sine Naboer paa Gaardene Jokstad og Skylsholt laa Iver i Processer, der paadømtes ved Kommissærer, og som han vandt, saaledes at han kom i Besiddelse af store Skovstykker; Retsakterne skulle endnu findes paa Kolsrud. Iver, der almindeligvis blev kaldt „Sigdals-Kongen“ og i Dokumenter kaldes „Seigneur“, blev ifølge Ministerialbogen begravet 6te Juli 1758, „73 Aar gammel ringere end tre Maaneder“. Om hans Begravelse haves en Fortælling, der forøvrigt hører til de hyppigere forekommende Vandringssagn. Ved Kolsrud er en temmelig brat Bakke, og da Ligvognen, forspændt med to store og vælige Heste, kom midt i denne Bakke, stod den stille, og det var umuligt at faa den af Stedet. Efter flere forgjæves Forsøg tog da en Mand i Ligfølget saa til Orde: „Vil det ikke gaa i Guds Navn, saa faar det gaa i Fandens!“ og „da gik det saa fort, at der knapt var Raad for Følget til at komme med.“ Ivers Lig blev nedsat i en Ligkjælder under Sigdals gamle Kirke midt under Hovedgangen. Da denne Kirke for nogle og tredive Aar siden blev nedreven, fandtes den „elegante“ .Kiste, forsynet med en