opmerksom paa udtalen; s kunde være en uheldig gjengivelse af det hvislende tl (Litley, den lille ø), eller det kommer af det før omtalte fiskenavn lyr eller lýsa. – Igerø (undertiden skrevet Egerø), fordum Ígarey, ved Vega, dunkelt. – Burøia d. e. Búðarey, hvor der staar en bod, Skotsver, hvor der er et skot, Skaalver, maaske af skáli, stue. Kjølsøia i Brønøfjorden, maaske af kjóll, fartøi, da et gammelt jó i regelen i nyere navneformer er omlydt til jö; efter formen kunde det ogsaa ved en sammendragning være opstaaet af Þjóðólfsey, af mandsnavnet Thjodolv. Sammensetningerne med ver, holm osv. vise de samme stammer og have ingen særegen interesse. – Det synes, som om skjer og grunde langt ud tilhavs undertiden opkaldes efter fjelde („med“) inde mod land, hvorefter deres sted bestemmes, ex. Vegflissen søndenfor Sklinden og Vegtarren nordenfor Sklinden, efter Vega (tarre ligesom baa, gammelnorsk boði, almindeligt navn paa blindskjer); Trentarren og Meløskolten langt udenfor Døn, af Trenan og Melø.
Medens det let falder i øinene, at denne sidste klasse navne, de sammensatte, fordetmeste ere temmelig nye, om end i forskjellig grad, hører derimod en del øer med navne af første klasse til de allerældste dele af Helgeland. Særlig maa fremhæves Løkten med de 3 nu udpartede gaarde Hov, Sund, Horn (udtales i Helgeland endnu paa den oprindelige maade: Haarn, medens det andetsteds i landet heder: Honn, Hodn). Disse navne tyde alle paa den ældste bebyggelsestid, og navnlig tør man om navnet Hov (og de deraf afledede) vistnok paastaa, at det overalt, hvor det forekommer, viser tilbage til den ældre jernalder. Denne antagelse støttes ved, at af de hidtil gjorte fund af oldsager fra den ældre jernalder særdeles mange hidrøre fra gaarde, i hvis navn denne stamme findes, eller hvor man ved, at der har
