skarp), Kløfttinden (dobbelt), Skjerdingstinden (jf. skerðing, f. indretning til at henge gryden i, fordi den er forsynet med skard; her et fjeld med skard i; rd udtales med det „tykke l,“ og deraf kommer den urigtige skrivemaade med l. Jfr. Skjerdingen som ønavn) og endelig Smaatinderne (to). Undertiden skal der nevnes andre navne.
Thjøtta. Efter Sn. Olav d. hell. S. c. 110 havde der paa Eyvind skaldespilders tid (midten af det 10ende aarh.) boet ikke faa smaabønder paa øen. Sønnen Haarek kjøbte først én gaard og siden flere§ og inden faa aar havde han trengt bort alle de bønder, som boede der før, og han eiede hele øen og gjorde deraf en stor hovedgaard. I middelalderen maa den igjen være bleven delt; thi i Aslak Bolts jordebog nevnes neztegarðrinn, miðgarðrinn, øfstegarðrinn; men den hørte ellers da fuldstændig under erkestolen, til hvilken den var kommen fra Bjarkøætten.
Paa Minda eller Mindlandet er Myklebostad (af mikill, stor) og Nordbostad; de synes at tyde paa en ældre samlet gaard Bólstaðr, der tidligt er bleven delt i Store- og Nordre-; den sidste navnes allerede hos AB. 89. 90. 127. – Havnøen udenfor Vevelstadlandet er meget gammel bygd. I senere tid, i det 9ende aarh., boede der Ingjald eller Thore, søn af Ketil kjelfare, der fostrede landnamsmanden Ingemund gamle (Munch, N. F. H. I, 1, 529). Her er Vaag og Havn, hvoraf øen maa have faaet sit nuværende navn, rimeligvis med fortrengsel af et ældre. Fremdeles Hestun, fordum Esjutún eller Hesjutún; andre navne af samme stamme ere Esjunes og Esjuberg paa sønderlandet af Island, Esjunes paa Grønland, Esjunes den sydvestlige spids af Meginland, Hetland, Esjunes eller Hesjunes med Esjuneseyjar, nu Hesnes ved Grimstad, Esbjerg i Jylland, Hessineset plads under Eid, Høilandet i
