Namdalen, Hesevik i Ranen. Stammen er det i folkesproget endnu bevarede esja eller hesja, „et slags meget blød stenart (Helgeland); i Namdalen hesja, hisje (jeg har i Namdalen hørt hessistein jf. Hessineset); deraf esjeberg, klippe af denne stenart, esjemark, jord opfyldt med denne sten, som derfor skal være meget frugtbar“ (I. Aasen). I gammelnorsk forekommer ordet neppe, men maa dog have været almindeligt. Samme stamme findes i Esholmen (d. e. Esjuhólmr) ved sydvestenden af Havnøen[1]. En husmandsplads under Vaag heder ’pund (d. e. upp undir) Torva, merkeligt som exempel paa, hvorledes en præposition har voxet sammen med et navn. I Skurdalen, en fjelddal i Hol, Hallingdal, heder en gaard unde Bergjom (matrikelen Berge). Saadanne navne have vel været almindeligere i middelalderen; i Bjørg. Kalvsk. 74 nevnes undir Björgum, nu Bjørge i Voss; smsteds pag. 46. 47: undir Brekkom og u. Brekko, nu Brekke i Aurland; men maaske er ogsaa paa disse steder den gamle form endnu bevaret i daglig tale. Et lignende exempel have vi i D. N. 2, 282: Amonde a Vatnamillum (nu Vatnemellem i Degernes, Rakkestad); i Lom findes en gaard Brumillom paa en tange mellem to elve, som der fører broer over. Jfr. ogsaa Arne firir ofan vatn, D. N. 2, 181 (i Sogn). En saadan forstening af en præposition, saa at den følger med ogsaa, naar navnet skulde staa i nominativ- eller akkusativforhold, er det ogsaa, som er grunden til at saa overordentlig mange stedsnavne have dativform (-e og -om), medens dog selve præpositionen nu er falden bort. Anderledes forholder det sig med en sammensetning som Pund-
- ↑ Disse to navne tilsammen gjøre det ikke usandsynligt, at øens ældre navn ligefrem kan have været Esja.
