kommer af kjóll, m. fartøi (hvoraf Kjul, fordum Kjóll, i Nitedalen, Kjølstad i Modeim og Aurskog, fordum Kjólstaðir, Kjólastaðir); naar dette anvendes usammensat i navne, maa man have tenkt paa det hvelvede skib, eller kjóll har ligesom kjölr egentlig betegnet kjøl, saa at det i navne i hvert fald betegner et sted, som ligger paa eller ved en høideryg. Kolstad af navnet Kollr. Gladstad maa komme af adjektivet glaðr, lys, klar, blank; Gladsø (Glasø) i Beitstaden hed fordum Glaðisjór (AB. 3), ligefrem: den klare sø; Glasø i Ædø og Fosnes efter Munch fordum Glaðsey, jf. Glaðshaugr i Grong (Munch 70) og Glaðsheimr i Grimnismaal v. 8. Efter dette kunde den ældre form af navnet formodes at have været Glaðsstaðir. Grøtland, der fordum maa have bedt Grjótland, af grjót, sten, der saa hyppigt forekommer i stedsnavne for at betegne en urdet, med sten opfyldt jordbund (f. ex. Grøting, Grøte – urigtigt Grøtting, Grøtte – Grøterud, Grøt, Gryten, Grytingen, Grytenes, Gryte o. fl.). Bø, utvivlsomt meget gammelt navn, af bœr, gaard; forekommer ellers i Helgeland kun i Brønø. Mjøgraven paa Ylvingen d. e. Mjógröf, den smale grav. De øvrige navne ere yngre paa -viken, -dalen, -aas, -bakken, -sundet med almindelige forled; merkes maa dog Nepsundet, vel af hneppr, snever, knap, jf. Nepaasen, Brønø, Neplen, Nesne. Enkelte af navnene synes saaledes gamle, især de usammensatte, og den indre side synes ældst.
Døn. Ogsaa her har den indre side det ældste udseende, men ogsaa paa den ydre side findes der gamle gaarde, en naturlig følge af, at der udenfor er en tæt og tryg skjergaard, og at der undtagen i den sydligere del er lette overgange tvert over øen; nordenfor Vaagsvaagen er der næsten kun flade myrstrækninger over dens hele bredde.
