maaske forklares saaledes, som ovenfor (s. 152) antydet, at der ikke fantes tverpall, naar skaalen havde dør ogsaa i den indre ende[1]. Et merkeligt exempel paa benyttelsen af tverpallen er det, naar kongen selv, Magnus den gode, i et veitsle hos bonden Aslak ved 1046[2] tager sæde der. Skjønt dette var fremkallet af særegne omstændigheder, se vi dog her ligesom det første tegn til den højsædesskik, der fra Olaf kyrres tid (1067–1093) blev almindelig i den norske konges hall.
Foruden den egentlige skaale, hall eller store stue var der i skaalebygningen ogsaa nogle andre mindre rum. Her møder os først forstuen (forstofa, framhús, forskáli, forhús, fordyri, anddyri, önd eller önn)[3]. Denne træffes saa ofte nævnt i sagaerne, at den utvilsomt fantes ikke alene i kongelige og andre skaaler men og i enhver nogenlunde velstaaende mands stuebygning, saaledes at den hørte med til et ordentligt hus. Dasent og Hoff antage endog, at der i skaalerne var to forstuer, en ved hver ende. Skjønt dette kunde være hensigtsmæssigt nok, hvor der ikke, som ovenberørt, i østre ende fantes et ildhus, der saaledes dannede en gjennemgang, har jeg dog ikke i fornskrifterne truffet noget spor dertil. Tvertimod synes det overalt i sagaerne forudsat, at der kun var én forstue, ja vi træffe endog et sted, som ligefrem viser, at der ikke var saadant rum i husets østre ende[4]. Heller ikke finnes noget, som tyder hen paa, hvad
- ↑ Jfr. Keysers efterl. Skr. II, 2. 43, 52.
- ↑ Morkinskinna s. 28, jfr. Flatøb. m. 317.
- ↑ Mon ikke ogsaa ordet svalar, ligesom endnu tildels (jfr. I. Aasens Ordb.), maa forstaaes om forstue, naar det en sjelden gang (Olaf hel. s., Heimskr. k. 82 og 126, udg. af Munch og Unger kap. 66 og 107, jfr. Flatøb. II. 85, 232), omtales ved en skaale eller stue?
- ↑ Grettis s. kap. 64: „indgangen (til stuens indre del) var paa sideveggen og tverpall nær derhos; her lagde Grette sig ned.“
