imod var den vistnok saa liden, at ikke engang en mand under almindelig højde kunde staa opreist der. Endog, hvor den er noget større end sedvanligt, i loftet paa Finne paa Vors, har den kun en højde af henimod fod, og i det nedrevne loft paa Gavlstad i Lardal var den kun 5 fod[1]. Man kunde derfor ikke gaa ind gjennem døren (stíga yfir þresköldinni) paa samme maade, som vi nu pleje. Først maatte ryggen bøjes og hovedet stikkes ind, dernæst den ene fod løftes over tærskelen, og først naar ogsaa den anden fod var trukket efter, kunde man rette sig op til sin fulle højde. Dette fremstilles meget levende i Grettis s. kap. 35 og Eyrb. s. kap. 43.
Lukkelsen for døraabningen eller den egentlige dør (hurð) var altid enkel: dobble eller fløjdøre kom først i brug langt ned i det 17de hundredaar. Heller ikke var det før efter reformationen, at man hos os begynte med at sammensætte døren af ramtræer og fyllinger, hvorimod den tilforn, som endnu kan sees i stavkirkerne og gamle stuer, blev gjort af sammenpløjede bord eller planker (rimar). Disse forbandtes ved to tvertræer eller oker (okar), fæstede med trænagler[2], saaledes at okerne vare satte paa den side, hvortil døren vendte, naar den aabnedes. Hvad det sidste angaar, har jeg i de gamle skrifter kun for klevedørens vedkommende truffet noget, som sikkert viser dette, idet man ser, at den aabnedes indad mod kleven[3]. Og ligesom dette endnu er tilfællet i vore bondestuer, saaledes gik vistnok, som i disse, ogsaa døren fra skaalen til forstuen mod samme side; det følger derhos af sig selv, at lukkelsen for hovedingangen (karl-
